Foto: Selvom køen til mad var lang, tog eleverne sig tid til at smile og snakke med gæsterne under serveringen.
Menuen stod på gammeldags oksesteg som vildt med glaseret perleløg, waldorfsalat, rabarberkompot og vildtsovs. Maden blev tilberedt på skolen, og kørt ned i parken, hvor den blev serveret.
Maden faldt i god smag hos gæsterne, og især sovsen blev rost til skyerne af Henning Jensen
- Jeg ville ønske, der var en dyb tallerken, så der kunne være mere sovs. Og i forhold til at uddele kokkehuer, vil jeg gerne udvide skalaen og give 50. For det er sjældent, jeg smager så god mad. Det er første gang jeg er med på festivallen, men bestemt ikke sidste gang.
Lene Bormand og Mette Høj Klysner, som var med for femte gang, roste også det gode initiativ og maden, og de havde også lagt mærke til den måde, eleverne serverede den på.
- Selvom der var lang kø, tog eleverne sig tid til at smile og spørge, hvad vi kunne lide. Det var ikke ligegyldig servering som på en kasserne. Dem med rollator fik ekstra hjælp, så det er flot klaret af de unge mennesker.
Et smil som tak er givende
Emma Rosa Bak Sørensen og Helene Østerberg var to af de 20 elever, der havde været med til at tilberede maden, og de syntes, at det både havde være lærerigt og hårdt at være med til.
- Det var fedt at opleve kundekontakten og ikke bare lave en portion mad til sin lærer. Det her var alvor. Vi har skulle beregne mængder og hvordan vi kunne få maden fragtet og holdt varm. Vi har lært at samarbejde – også når tingene skal gå stærkt. Det har også givet lidt vabler på hænderne, for det har været store mængder mad med 75 kg kartofler, der skulle skrælles, og 60 liter sovs, der skulle røres igennem. Med alle de smil, vi har fået i dag som tak for mad, har det været det hele værd.
Vi kan se, at vi har gjort en forskel, og det er en god fornemmelse at give noget til nogen.
Emma Rosa Bak Sørensen drømmer om at blive cater, mens Helene Østerberg drømmer om at blive kok. Erfaringerne fra i dag har bekræftet dem i, at det er spændende fremtid, de går i møde.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.