Søg på tradium.dk

Nyheder

Tradium får millionstøtte fra Nordea-fonden

 
 

14. december 2023

Millioner til moderne værkstedsudstyr.

Tradium har modtaget knap tre millioner i støtte fra Nordea-fonden til moderne værkstedsudstyr på skolens maler-, overfladebehandler- og smedeafdelinger. Det nye udstyr styrker læringsmiljøet og giver vigtige kompetencer til næste generation af dygtige faglærte.

Som del af en samlet fondsdonation på 100 mio. kr. har Nordea-fondens Værkstedspulje doneret kr. 2.939.930,00 til Tradium til projektet ”Grønnere værksteder / smede, malere og overfladebehandlere.” Med fondsmidlerne vil Nordea-fonden give erhvervsskoler og FGU-skoler i hele Danmark mulighed for at investere i moderne værktøj, nye teknologier og grøn omstilling.

”Vi er meget taknemmelige for donationen fra Nordea-fondens Værkstedspulje. Investering i nyt og moderne udstyr giver attraktive uddannelser, styrker læringsmiljøet og giver mulighed for at tilbyde relevante kurser inden for videreuddannelse og jobtræning. Det bliver dermed også en investering, der kommer samfundet til gode gennem de elever og kursister, der bliver uddannet på udstyret,” fortæller Lars Michael Madsen, der er direktør på Tradium.

Investeringer med en bæredygtig vinkel
På Tradiums maler- og overfladebehandlerafdelinger vil midlerne blive brugt til en container til sandblæsning, en container til metallisering og et mobilt anlæg til ”iceblasting.”
Sandblæsningen gør det muligt for elever og kursister selv hurtigt og effektivt at afrense emner malet i forbindelse med undervisning, så disse emner kan genbruges. I egen container kan effektiv rensning og filtrering af sandblæsestøv sikrer et godt arbejdsmiljø og gøre det muligt at anvende blæsemidlet flere gange. Genanvendelse er også et stort plus i en dedikeret container til metallisering, hvor affaldsmaterialet ellers ville skulle køres til deponi.
Med et anlæg til Iceblasting vil eleverne lære en ny metode til rensning af stort set alle overflader, der er miljøvenlig, effektiv og udgiftsbesparende.

På smedafdelingen skal en 25 år gammel CO2-laserskærer erstattes med en ny fiberlaserskærer, der har lavere driftsomkostninger, større kapacitet, og kan håndtere flere materialetyper og tykkelser. Derudover anvender den nye fiberlaserskærer optimeret og tidssvarende data-flows-udstyr, som giver mulighed for offline-programmering for eleverne. Det betyder, at undervisningstiden bliver mere effektiv og eleverne undervises i en maskine, der svarer til det, de kommer til at anvende på arbejdspladsen.

”Der er en grøn vinkel på de her investeringer, både i forhold til at vi på skolen bruger færre ressourcer og kan genanvende mere, og i forhold til at fremtidens faglærte får viden om og kompetencer i udstyr, der kan styrke den grønne omstilling,” fortæller Lars Michael Madsen.

 

Fakta

  • Tradium har modtaget 2.939.930,00 fra Værkstedspuljen hos Nordea-fonden til projektet ”Grønnere værksteder / smede, malere og overfladebehandlere.”

 Om Nordea-fonden

  • Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
  • Værkstedspuljen var åben fra juni til oktober 2023, hvor i alt 68 uddannelsesinstitutioner fra Danmark og Færøerne søgte om støtte. Projekterne modtager fra 1. mio. kr. og op i støtte.
  • Med Værkstedspuljen uddeles i alt 100 mio. kr.:
    - 23 mio. kr. til 10 FGU-institutioner fordelt på 31 lokationer.
    - 77 mio. kr. til 20 erhvervsskoler fordelt på 26 lokationer.
  • Se alle de projekter, der har fået støtte gennem Værkstedspuljen her.
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig