Søg på tradium.dk

Nyheder

Tradium udlåner kunst til Malmø Kunsthal

 
 

20. september 2017

Kunsten på Tradium Handelsgymnasiet indgår både i skolens æstetik og i den daglige undervisning. Nu også til udlån.

Foto: Katrine Gejlsbjerg Hansen, der går i 3. G på Tradium Handelsgymnasiet, drøfter kunsten med Jørn Jacobsen, lektor på Tradium Handelsgymnasiet.

På Tradium bliver der arbejdet aktivt for at skabe et smukt og varieret udvalg af kunst til glæde for de mange studerende og medarbejdere. Eksempelvis rødstensbygningen på Rådmands Boulevard 19, der huser byens handelsgymnasium, rummer efterhånden en betydelig samling af kunstværker, der bl.a. er hjemlånt fra Kulturstyrelsen.

”Kunsten bidrager i høj grad til bygningsarkitekturen og æstetikken og pepper skolebygningen op, men den indgår også aktivt i undervisningen. Vores holdning er, at kunsten ikke skal være ophøjet og livsfjern, men nærværende og en del af den læring, der hver dag foregår i bygningerne. Kunsten skal både skabe oplevelse og spontan glæde, men også give anledning til refleksion over livet og fremtiden. Og når elevernes skriftlige essays over kunstens temaer er allerbedst, sendes de til kunstnerne, så vi skaber en givende dialog mellem elev og kunstner”, siger Jørn Jacobsen, der er lektor på Tradium Handelsgymnasiet og tovholder på at søge kunst fra Kulturstyrelsen.

Fra september i år til januar 2018 må afdelingen dog for en stund undvære en af sine kunstnere. Ester Fleckner, der er født i Århus 1983 og til dagligt bor i Berlin, arbejder med serier af træsnit på papir. Hun opfatter selv sin kunst som ”en form for rumlig poesi”, og den poesi gælder i høj grad også de 28 træsnit fra 2014, der nu skal udlånes til en særudstilling på Malmø Kunsthal, der er en af Europas største udstillingshaller for moderne nutidskunst.

Ester Fleckners kunst pryder sammen med en række andre kunstnere de lange gange i den klassiske skolebygning. Især har den internationalt anerkendte Sergei Sviatchenko i en årrække fungeret som en slags huskunstner for Tradium, hvor hans store malerier og avantgarde - collager præger væggene i kantineområder og på gangene uden for undervisningslokalerne.

Maleri malet med bagdelen

Katrine Gejlsbjerg Hansen, der går i 3. G på Tradium Handelsgymnasiet, er en af de elever, der dagligt lader sig inspirere af kunsten på skolen.

”Et billede på væggen fangede for første gang mit blik, så jeg satte farten helt ned for bedre at kunne kigge på det. Det lignede små fine englevinger med lidt kruseduller i midten. Det var et meget symmetrisk billede i sort/hvid. Jeg lænede langsomt mit hoved lidt til højre, imens jeg trådte et skridt nærmere maleriet. Nu kunne jeg straks se noget helt anderledes i billedet, som jeg aldrig havde set før. Det lignede faktisk en bagdel. Jeg kneb mine øjne lidt sammen, og den var sgu god nok. Det lignede, at en person med en del kønsbehåring havde sat sig på maleriet. Lårene var malet med tykke penselstrøg, så det lignede fjer på to vinger”.

”Jeg syntes, det var utrolig smukt, at kunstneren på den måde havde brugt kroppen til at lave et kunstværk…. Hvor ville denne verden være smuk, hvis vi kunne sætte pris på os selv og på andre, i stedet for at påpege konstante fejl. Vi har nemlig kun én krop, så elsk den, mens du har den – så vil den også elske dig”, påpeger Katrine.

 

Yderligere oplysninger

 

,
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig