Søg på tradium.dk

Nyheder

Det grønne mindset i byggefagene

 
 

10. november 2023

Tradium har netop afholdt en bæredygtighedsmesse

I og omkring tømreruddannelsen satte mere end 20 virksomheder, over 100 tømrerelever, en lokalpolitiker og eksperter fra videnscentre onsdag den 8. november hinanden stævne på virksomhedsmessen ”Bæredygtighed og grøn omstilling”. Målet med dagen var i fællesskab at blive klogere på, hvordan byggefagene kan bidrage til den grønne omstilling.  

På stande og i oplæg præsenterede virksomheder forskelle vinkler på bæredygtigt byggeri, der spændte fra materialeløsninger i fundamenter, beklædninger, tagdækning, isolering m.m. til hele arkitekt- og ingeniørprojekter. Uden for hallerne kunne man besøge Danmarks mest bæredygtige ungdomsbolig, mens der samtidig var forskellige paneldebatter i gang. En af de elever, der deltog på messen, var Rasmus Niebuhr, som er midtvejs i tømreruddannelsen. Han var glad for at være en del af dagen og besøge de mange messestande.

- Jeg var inde og høre om den bæredygtige ungdomsbolig. Derudover var jeg med til et oplæg fra Living Better og fik ellers snakket med flere af folkene ved de forskellige stande. Det var meget fedt at få nogle nye indtryk, fortalte Rasmus.

 

Der var mange stande at besøge under messen

  

Byggebranchen skal udfordre på bygherres præmisser

Et omdrejningspunkt for dagens første paneldebat var, hvor byggesektoren skal sætte ind for at blive en aktiv medspiller i den grønne omstilling. I debatten deltog Daniel Madie fra Randers Byråd, Tradiums direktør Lars Michael Madsen, Troels Høyrup Nepper fra VIHDA, Tina Mariager Jensen fra OBH Rådgivende Ingeniører og Brian Andersen fra Randers Arkitekten.

Panelet var enige om, at byggeriet er udfordret af sit negative klimaaftryk, og at det derfor er relevant at snakke om biobevidst byggeri. Et debatpunkt var samtidig, at lovgivning og økonomi står i vejen for bæredygtigheden. Men selvom økonomi er en præmis og selvom politik er afgørende, er der masser af muligheder indenfor rammerne – det handler, ifølge panelet, om at udfordre på bygherrens præmisser, give sparring og strække bygherren til at gå et eller to skridt længere.

Samtidigt pegede panelet på, at Danmark skal leve af viden, og at det derfor også handler om at sikre Danmarks konkurrenceevne, når der arbejdes med bæredygtige byggeprojekter. Et sådant projekt er Flodbyen i Randers – en ny bydel til 7-8.000 menneske – hvor panelet pegede på, at et projekt i den skala også bør bruges i en uddannelsesmæssig sammenhæng. Det kan være ved, at byggefirmaerne tager lærlinge ind, eller ved at man for eksempel bruger eleverne til at bygge mindre testprojekter.

I debatten blev det også understreget, at begrebet bæredygtighed dækker over mere end miljø. Det kan eksempelvis også handle om trivsel i byrummet eller i uddannelsen, hvor Tradiums kvindenetværk blev fremhævet som et bæredygtigt initiativ.

 

Uddannelse, efteruddannelse og mindset

Men hvor skal kompetencerne og forandringerne komme fra? Det var emner på et oplæg om ”Fremtidens bæredygtige tømreruddannelse” og paneldebatten om ”Byggeelever og motivation for bæredygtighed.” I de to programpunkter deltog Steffanie Halse fra Byggeriets Uddannelser, Morten Gisselbæk fra Videnscenter for håndværk og bæredygtighed, Nels Andersen Ohrt fra ConTech Lab, Andreas Riebeling Rasmussen fra Tradium, Emmilie Hansen fra Lærlinge for bæredygtighed samt Troels Høyrup Nepper fra VIHDA.

Et fælles fokus var ”det grønne mindset,” som eleverne inden for byggeriet bør få bygget på igennem uddannelsen. Men samtidig er spørgsmålet, om dét ansvar ligger hos skolen eller lærepladsen? Svaret var ”begge steder,” samtidig med at man ikke må overse det økonomiske perspektiv. Det kan for eksempel udfordre lærlinge, der vil gå nye veje, når mester ikke prioriterer genbrug på grund af omkostningerne. Derfor er der i Byggeriets Uddannelse også fokus på efteruddannelsen gennem kurser i emner som bæredygtigt byggeri, cirkulær økonomi samt genbrug og genanvendelse i bygge- og anlægsbranchen.

I erhvervsuddannelserne er der også nyt på vej – man kan nu gå til en grøn svendeprøve. Byggeriets Uddannelser har ønsket ændringer i bekendtgørelse hos ministeriet, og i foreningen ”Lærlinge for bæredygtighed” vil de bidrage til udvikling af undervisning i bæredygtige håndværksmetoder.

 

Paneldebatterne var også godt besøgte 

 

Man skal starte et sted

Sammen med ambitioner for fremtidens byggeuddannelser viste messen dog også, at man kan arbejde med bæredygtighed inden for den nuværende bekendtgørelse. Det var messen i sig selv et eksempel på, hvor ”virkeligheden” gæstede uddannelsen, så eleverne kunne blive inspireret af dem, der arbejder med de bæredygtige løsninger i hverdagen.

Det var også netop en grundtanke hos tømrerfaglærer Andreas Riebeling Rasmussen, der er initiativtager til arrangementet, som voksede sig større end ventet. Vokseværket betød kun, at endnu flere aktører kom derfra med nye vinkler på og viden om arbejdet med bæredygtighed, hvilket også gjaldt tømrereleven Rasmus Niebuhr.

- Det er godt, at man har sådan en messe, for man skal jo starte et sted – og os der går på uddannelsen nu, er jo dem der skal arbejde med bæredygtighed i fremtiden, sluttede Rasmus.

 

Fakta:

Virksomhedsmessen ”Bæredygtighed og grøn omstilling” er et initiativ, der udspringer fra tømrerafdeling tømrerafdelingen på Tradium, og som er løftet sammen med Videnscenter for håndværk, design og arkitektur.

Ved messen deltog følgende virksomheder og organisationer: OBH Rådgivende Ingeniører, STARK Gentræ, Burnt Wood, Fremtidens Fundament, Randers Arkitekten, Minuba, Holse og Wibroe, SuperWood, Nature Impact, Boligbyggeri fra 4 til 1 Planet, Nviro, Ventilationsvinduet, STARK Randers, NPI, Volkswagen, Panelbyg, Lærlinge for Bæredygtighed, Women & Tools, Videnscenter for Håndværk, Design og Arkitektur, Tækkemandsuddannelsen, Videnscenter for håndværk og bæredygtighed, Havnens Hænder samt Carl Ras.

Messen er støttet af Børne- & Undervisningsministeriet samt Videnscenter for Håndværk, Design og Arkitektur: 

 

 

 

Tømreruddannelsen
Lærer
M  4188 0174    E  anr@tradium.dk
A  Blommevej 40, 8930 Randers NØ
Udvidet direktion
Kommunikationschef
M  3051 3121    E  uvo@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers C
Kommunikation- og marketing
Kommunikationskonsulent
M  5052 9687    E  ubj@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig