Søg på tradium.dk

Nyheder

Efteruddannelse der giver mening

 
 

04. december 2023

På tværs af Tradiums kurser sættes kundens ønsker i centrum

Henriette Madsen er kørselsleder for specialkørslen i Norddjurs Kommune. Derfor har hun løbende fokus på, at de tyve chauffører, hun laver arbejdsplaner for, er klædt på med de rigtige kurser og certificeringer.

Hendes chauffører kører dagligt med børn i alle aldre til og fra skole, der har det tilfælles, at de har fysiske eller psykiske handicap. Så det er et krav, at medarbejderne tager kurser omhandlende befordring af bevægelseshæmmede - de såkaldte BAB-kurser.

 

Et særligt fokus

Når et kursus er lovpligtigt, kan det være svært at målrette det mod de enkle kursisters ønsker. Men det har Tradium alligevel gjort i samarbejde med Henriette, så BAB-kurserne, hendes chauffører har deltaget i, også har haft fokus på de mere bløde opgaver, som findes i arbejdet med transporten af børn og unge med handicap.

- Det er jo børn i skolealderen, vi kører med, så der er nogle andre hensyn, end hvis man skal køre med voksne. Derudover kan de også køre med os, hvis de har fysiske såvel som psykiske handicap. Derfor har vi fået tilrettelagt kurset, så det passer lidt bedre til vores opgaver, forklarer Henriette.

Altså har chaufførerne selvfølgelig lært om de ting, de skal, men de har også talt om, hvordan man skal agere, når man kører med børn med en ADHD-diagnose eller lignende. For her er der nogle andre hensyn, man skal tage, end ved normal flextrafik.

 

Glæder sig til mere

Chaufførerne var meget glade for, at kursusundervisningen tog udgangspunkt i deres reelle udfordringer i hverdagen med specialkørsel. Det har også bevirket, at flere af dem har fået blod på tanden i forhold til at lære endnu mere.

- Det med at være tilbage på skolebænken for at genopfriske noget, hvor man måske føler man ikke kan bruge det - det kan godt være lidt hårdt. Men fordi omdrejningspunktet blev chaufførernes reelle dagligdag, så glæder de sig faktisk til at komme på kursus igen. Det er meget vigtigt, for skulle jeg sende tyve chauffører afsted på kursus, som følte de ikke fik noget ud af det, så ville det være spild af penge, siger Henriette, der allerede nu regner med, at hendes folk skal tilbage til Ring Djursland til mere efteruddannelse i fremtiden.

 

Fakta om BAB

BAB-kurserne skal fornys hvert femte år. Har man tidligere taget BAB 1, 2 og 3A, så kan de dog fornys, ved at tage et ”opdateringskursus” på 3 dage, kaldet BAB 4. Dette kursus kan der findes mere information om her: https://tradium.dk/voksen-og-efteruddannelse/kursusudbud/transport-kursus/koereteknik-og-eu-efteruddannelse/ajourf-af-chauffoerer-i-off-servicetrafik-bab-4/ 

Har man ikke de grundlæggende kurser, kan BAB 1 - 2 – 3A tages samlet over en samlet kursusperiode. Det kan der findes mere information om her: https://tradium.dk/voksen-og-efteruddannelse/kursusudbud/transport-kursus/chauffoer-kursus/bab-modul-1-2-3/

 

Virksomhedskonsulenter
Virksomhedskonsulent
M  4188 0009    E  ann@tradium.dk
A  AMU-Centervej 2, 8560 Kolind
Kommunikation- og marketing
Kommunikationskonsulent
M  5052 9687    E  ubj@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig